AAU’s bestyrelse godkendte på sit møde den 4. marts 2021 universitetets interne principper for fordeling af tilskud, bevillinger og indtægter mellem hovedområderne, og godkendte samtidig en model til finansiering af Fælles Service (FS), herunder bygningsområdet, og en model for finansiering af fælles universitære aktiviteter. Disse principper omtales i det daglige som AAU’s budgetprincipper.
Budgetprincipperne gælder som minimum for samme periode som AAU’s strategi Viden for Verden, dvs. fra 2022 til 2026. Bestyrelsen og/eller rektor kan dog altid tage initiativ til at ændre AAU’s interne budgetprincipper, såfremt der er behov herfor grundet enten eksterne eller interne forhold. Ændringer skal dog altid godkendes af bestyrelsen.
Principperne omfatter dels en fordeling af uddannelsesindtægter, forskningsindtægter, øvrige formål, øvrige indtægter og tilskudsfinansierede aktiviteter, og dels principper for finansiering af universitetets fælles aktiviteter, herunder de fælles funktioner (FF), de fælles universitære aktiviteter (FU), AAU Innovation og bygningsområdet.
Principperne gælder for fordelingen af midlerne mellem AAU-niveauet og hovedområderne. AAU’s direktion har desuden truffet beslutning om, at der skal være fælles budgetprincipper, fælles registreringspraksis og fælles reguleringspraksis på AAU. Dette betyder, at AAU’s budgetprincipper også er gældende for den videre fordeling af uddannelsesindtægter, forskningsindtægter, øvrige formål, øvrige indtægter, tilskudsfinansierede aktiviteter, samt finansiering af universitetets fælles aktiviteter fra de faglige hovedområder til institutterne. Dog har de faglige hovedområder mulighed for at tilpasse udvalgte parametre i fordelingen af indtægter fra fakulteterne til institutterne med henblik på at tilpasse indtægtsfordelingen til hvert fakultets individuelle strategiske og økonomiske situation. Disse parametre benævnes i det følgende som ”fakultetsspecifikke parametre”.
I det følgende er en kort beskrivelse af AAU’s budgetprincipper, hvor også de fakultetsspecifikke parametre vil blive fremhævet.
UDDANNELSE
Uddannelse omfatter heltidsuddannelse og deltidsuddannelse.
HELTIDSUDDANNELSE
Heltidsuddannelse omfatter en aktivitetsbevilling (taxametertilskuddet, dvs. STÅ gange takst), resultattilskud på baggrund af beskæftigelse og studietid, grundtilskud, kvalitetstilskud, campustilskud (decentralt grundtilskud) samt kompensationstilskud som følge af den seneste bevillingsreform. Derudover omfatter heltidsuddannelse også et internationaliseringstilskud vedrørende udvekslingsstuderende og friplads- og stipendiemidler. Hertil kommer deltagerbetaling for studerende med statsborgerskab uden for EU/EØS-landene (udenlandske selvbetalere (USB)), indtægter for aktiverede ledige, samt indtægter for adgangskursus.
INTERNE FORDELINGSPRINCIPPER FOR HELTIDSUDDANNELSE
Universitetets bevilling til heltidsuddannelse fordeles efter følgende principper:
Aktivitetsbevillingen fordeles til den, der har genereret indtægten.
Resultattilskuddene, grundbevillingen og kompensationen fordeles på baggrund af aktivitetsbevillingen. Grundbevillingen er dog et fakultetsspecifikt parameter, hvor de enkelte fakulteter skal foretage en strategisk fordeling heraf til institutterne.
Kvalitetstilskuddet øremærkes til indsatsområder, der er fastsat af Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM). Tilskuddet fordeles som udgangspunkt på baggrund af aktivitetsbevillingen, men kan/skal genfordeles i de tilfælde, hvor ikke alle kan/skal bidrage til de af UFM fastsatte indsatsområder.
Campustilskuddet tildeles alene de, der har aktiviteter på campusser udenfor Storkøbenhavn, Aarhus, Odense og Aalborg.
Samtidig øremærkes samlet årligt 2,5% af AAU’s indtægter fra heltidsuddannelse ekskl. campustilskuddet og kvalitetstilskuddet til finansiering af AAU-strategien og initiativer i øvrigt inden for det enkelte fakultet, herunder en rådighedssum til dekanen (Strategi- og prioriteringspulje). Midlerne udmøntes og fordeles på baggrund af konkrete strategiske prioriteringer, sammen med 2,5% midlerne fra basisforskning, der nævnes i følgende afsnit.
Internationaliseringstilskuddet tildeles de fakulteter, som de udvekslingsstuderende har været indskrevet på.
Puljen af friplads- og stipendiemidler fordeles på baggrund af antallet af USB’er (antal personer efterår og forår omregnet til årsværk) ved seneste hele studieår før budgetåret. Samtidig kan en del af puljen anvendes til stipendier frem for fripladser.
Deltagerbetaling vedrørende USB’er samt indtægter for aktiverede ledige tildeles det fakultet, som de studerende er indskrevet på.
Bevillingen vedrørende adgangskursus fordeles til dem, som udbyder adgangskursus, pba. dels de optjente STÅ på adgangskursus i gældende år (ift. undervisningstakst), og dels de optjente adgangskursus STÅ på adgangskursus i foregående år (ift. fællesudgifts- og bygningstaksten).
DELTIDSUDDANNELSE
For deltidsuddannelse omfatter indtægterne såvel taxameterindtægter som deltagerbetaling (inkl. deltagerbetaling vedrørende aktiverede).
INTERNE FORDELINGSPRINCIPPER FOR DELTIDSUDDANNELSE
Indtægterne for deltidsuddannelse (taxameterindtægter og deltagerbetaling) fordeles til dem, som har udbudt de uddannelser og/eller aktiviteter, som de deltidsstuderende er indskrevet på.
FORSKNING
Forskning omfatter tilskud til basisforskning, inkl. forskeruddannelse og indtægter fra myndighedsbetjening.
INTERNE FORDELINGSPRINCIPPER FOR BASISFORSKNING
Universitetets basisforskningsmidler (dvs. basisforskningsbevillingen på årets Finanslov) fordeles på baggrund af følgende principper:
På samme måde som ved heltidsuddannelse øremærkes årligt 2,5 % af AAU’s indtægter fra basisforskningsbevillingen til finansiering af AAU-strategien og initiativer i øvrigt inden for det enkelte fakultet, herunder en rådighedssum til dekanen (Strategi- og prioriteringspulje). Midlerne udmøntes og fordeles på baggrund af konkrete strategiske prioriteringer, sammen med 2,5% midlerne fra heltidsuddannelse.
De resterende 97,5% fordeles efter en matematisk model, som følger:
Som grundbevilling tildeles 90% af seneste regnskabs-/budgetårs basisforskningsbevilling, ekskl. 2,5% midlerne (dvs. 90% af de 97,5%)
De resterende 10% fordeles efter følgende parametre og vægte opgjort to år før det pågældende budgetår:
- Uddannelsesindtægter defineret som aktivitetsbevillingen under heltidsuddannelse og taxameterindtægten under deltidsuddannelse (vægtes 45%)
- Indtægter fra ekstern forskning defineret som underkonto 95 (vægtes 20%)
- Ph.d.-grader (vægtes 10%)
- Forskningsindikator (vægtes 25%)
For Forskningsindikatoren gælder, at beløbet, der fordeles via denne parameter, er opdelt i 2 dele: Den første del fordeles som 30% af seneste regnskabs-/budgetårs indtægt fra forskningsindikatoren, mens den anden del fordeler de resterende 70% efter antal point genereret via AAU forskningsindikator.
Både de 90% af grundbevillingen, de fire vægte for forskningsparametrene (45-20-10-25), samt de 30%, der udgør den første del af Forskningsindikatoren er fakultetsspecifikke parametre, hvorfor fakulteterne har mulighed for at vælge andre procentnøgler i fordelingen af basisforskningsmidler til institutterne. Bemærk, at dette dog ikke giver mulighed for at vælge andre parametre.
Indtægter fra myndighedsbetjening tilgår det fakultet, som indgår aftale herom. For AAU konkret en aftale mellem ENGINEERING v/Institut for Byggeri, By og Miljø, og Bolig- og Planstyrelsen.
ØVRIGE FORMÅL
Finanslovspuljen Øvrige formål fordeles mellem fakulteterne i forhold til deres eksterne indtægter to år før det pågældende budgetår.
ØVRIGE INDTÆGTER OG TILSKUDSFINANSIEREDE AKTIVITETER
Ud over tilskud fra Finansloven og deltagerbetaling for uddannelse har universitetet en række andre indtægtskilder, f.eks. indtægtsdækket virksomhed, tilskudsfinansieret forskning og andre tilskudsfinansierede aktiviteter.
Ovennævnte midler tildeles som hovedregel det hovedområde, som har ansvaret for de aktiviteter, der har udløst midlerne.
FÆLLES AKTIVITETER
AAU’s fælles aktiviteter finansieres af bidrag fra institutterne via et FF-bidrag, et FU-bidrag, og et Innovationsbidrag. Derudover finansieres fakulteternes administration via et FAK-bidrag.
Endvidere finansieres AAU’s bygningsbudget via universitetets interne huslejemodel. Der kan læses mere om bygningsbudgettet og den interne huslejemodel på dette link.
FF-BIDRAG – BIDRAG TIL FÆLLESfunktioner
Direktionen fastlægger rammen for fællesfunktionerne under Fælles Service én gang årligt på budgettidspunktet for det kommende år. Rammen er bindende for det pågældende budgetår, og vejledende for de to overslagsår.
Som udgangspunkt fastholdes rammen for fællesfunktionerne på rammens niveau i 2021, der én gang årligt på budgettidspunktet pris-/lønreguleres til det pågældende budgetårs forventede pris-/lønniveau.
Finansieringen af rammen for fællesfunktioner sker via FF-bidraget, der fordeles ud fra de samlede eksterne indtægter (dvs. indtægterne fra statstilskuddet, salg af varer og tjenesteydelser, samt de tilskudsfinansierede aktiviteter) to år før budgetåret.
FF-bidraget går til finansiering af universitetets fællesfunktioner under Fælles Service.
FU-BIDRAG – BIDRAG TIL FÆLLES UNIVERSITÆRE AKTIVITETER
Direktionen fastlægger rammen for de fælles universitære aktiviteter én gang årligt på budgettidspunktet for det kommende år. Rammen er bindende for det pågældende budgetår, og vejledende for de to overslagsår.
Finansieringen af rammen for fælles universitære aktiviteter sker via FU-bidraget, der fordeles ud fra de samlede eksterne indtægter (dvs. indtægterne fra statstilskuddet, salg af varer og tjenesteydelser, samt de tilskudsfinansierede aktiviteter) to år før budgetåret.
FU-bidraget går til finansiering af AAU’s fællesuniversitære aktiviteter, som fx IAS PBL, AAU INNOVATE, Studenterhuset, Digitaliseringspuljen, IT-sikkerhed, systemforvaltning, kantiner, osv.
Innovationsbidrag – bidrag til AAU INNOVATION
Direktionen fastlægger rammen for AAU Innovation én gang årligt på budgettidspunktet for det kommende år. Rammen er bindende for det pågældende budgetår, og vejledende for de to overslagsår.
Som udgangspunkt fastholdes rammen for AAU Innovation på rammens niveau i 2021, der én gang årligt på budgettidspunktet pris-/lønreguleres til det pågældende budgetårs forventede pris-/lønniveau.
Finansieringen af rammen for AAU Innovation sker via Innovationsbidraget, der fordeles ud fra de samlede eksterne indtægter (dvs. indtægterne fra statstilskuddet, salg af varer og tjenesteydelser, samt de tilskudsfinansierede aktiviteter) to år før budgetåret.
Innovationsbidraget går til finansiering af aktiviteterne under AAU Innovation.
FAK-bidrag – bidrag til de enkelte fakulteters administration
De enkelte fakulteters dekan fastlægger rammen for det pågældende fakultets administration én gang årligt på budgettidspunktet for det kommende år. Rammen er bindende for det pågældende budgetår, og vejledende for de to overslagsår.
Finansieringen af rammen for det pågældende fakultets administration sker via FAK-bidraget, der fordeles ud fra de samlede eksterne indtægter (dvs. indtægterne fra statstilskuddet, salg af varer og tjenesteydelser, samt de tilskudsfinansierede aktiviteter) to år før budgetåret.
FAK-bidraget er defineret som et fakultetsspecifikt parameter, og går til finansiering af det pågældende fakultets aktiviteter og omkostninger på fakultetsniveauet.